Man kunne fristes til at tro, at man havde fået tinitus, hvis man bor her i huset. Men det er såmen “bare” Lille E, der er ualmindeligt “selvstændig” og meget lidt samarbejdsvillig. Faktisk konstant på tværs, når jeg nu skal være helt ærlig.
Hun har på det seneste forvandlet sig fra en lille trunte med ben i næsen, til det største tudeprinsesse denne jord har set. Og her passer den moderne betegnelse “selvstændighedsalder” altså ikke. For hun er til tider så hjælpeløs i sin holdning, at selv den ting, der ligger lige foran næsen på hende, kan udløse de største hyl, fordi hun “ikke kan finde den”. Der er intet, der må gå hende imod, før hun taler med grådkvalt stemme og vrænger ansigtet til ukendelighed i forsøget på at se sur og ked af det ud. Nogle gange er der tårer, nogle gange ikke. Så er det rent “fake it tillyou make it”.

Det kan være, jeg formaster mig til at hælde letmælk i koppen om morgenen, som jeg gøre hver morgen. Men lige præcis denne morgen er det kun skummetmælk, der du’r.

Det kan være, jeg vælger de forkerte strømpebukser i skuffen.

Det kan være, jeg i et svagt øjeblik tror, jeg kan sætte hendes lillebror ud på forsædet i bilen, imens hun tager gummistøvlerne (omvendt) på, og tro, at det ikke udløser kaskader af tårer og en hylende stemmeføring. Ikke kun til hun selv sidder på sædet. Nej nej, hele vejen i bilen ned til børnehaven. “Jeg vil også være med til at sætte V ud i bilen. Du må ikke gå uden mig. Du gik uden mig. Du snyder. Du gik uden mig. Jeg ville også være med……..” Og så indginerede “hulk-og-gråd-lyde” resten af vejen. Bare lige for at understrege forbrydelsen, jeg har begået. Man kan høre, hvordan hun indimellem kommer i tanke om, at hun hellere må klynke en ekstra gang, bare lige for at fortælle mig, at “E er både sur og skuffet på én gang!”

De fleste måltider udløser hyl og trutmund, når jeg insisterer på, at hun skal spise bare lidt. De fleste bleskift lige så.

De fleste sengetider udløser konflikter og sure miner. Ja, nogle gange kan mine blotte bevægelser være så forkerte, at hendes verden bryder sammen. Og så skal jeg både gå min vej og blive. For jeg må ikke gå fra hende.

OH MY F**KING GOD! Hvordan overlever man denne alder. Hun siger jo egentlig præcis det, der er galt: Jeg vil bare have, du er ved siden af mig, mor. Jeg skal bare være her, imens hun gennemgår denne svære alder, hvor udviklingen fordrer alt det ovenstående og tingene er kaos. En forsmag på teenageårene, tænker jeg ofte.

Det hjælper så måske heller ikke, at hun er en af 10 piger i vuggestuegruppen, med kun to drenge til at opveje kønsbalancen (eller mangel på samme). Heraf har alle undtagen hende ældre søskende at lære “reglerene” fra. Så hun suger deres reaktioner til sig. Hun bliver fanget i det spil, der er mellem tøser. Som bliver nedarvet i større pigegrupper. Noget, jeg aldrig selv har kunnet finde ud af at håndtere. Jeg har aldrig forstået det tøsede kodex. Det, der florerer i klikerne. Hun får det råt for usødet i børnehaven 7 timer om dagen og afprøver det på sine forældre hjemme. Uden filter og uden begreb om, hvad de handlinger og ord, hun udfører og ytrer, egentlig betyder eller gør ved andre mennesker.
Hun er ringe stillet i forhold til at have en mor, der simpelthen aldrig har fattet dette spil mellem piger. En mor, som har ligget under for andre pigers luner og har grædt en del som følge heraf. Men som derefter besluttede at vende ryggen til det og vælge drengenes selskab. Jeg kan ikke coache hende – jeg har ingen tricks i ærmet. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hun ikke ender med at blive mobbeoffer – og heller ikke mobber. Hvordan man så end gør det…

Hun tester, hvordan vi reagerer, når hun siger, at vi er dumme eller at hun ikke vil have os mere. Sidstnævnte kan godt gøre ondt, når man har stået på hovedet for hendes bedste velbefindende hele dagen, men det kan jeg alligevel godt håndtere. Det kan jeg godt sætte mig ud over. Men det der hyleri og klynk, der ikke har nogen reel årsag. Det er simpelthen ved at få mig til at gå ud af mit gode skind. Så får man lyst til 14 dages ferie LANGT væk fra hende og hele det cirkus, jeg til dagling benævner som familieliv.

Og hvad værre er. Det er lidt en catch 22. Hvis man ignorerer det, bliver hun ved med at gentage “uretfærdigheden” i et væk – om og om igen og så om igen og lidt højere for hver gang. Stadig med den hylende stemme. Hvis man reagerer, udløser det endnu mere “modsathed” og endnu mere modstand og stadig lige dele hyl og så er det noget helt andet, hun vil have, end det man så tilbyder.

Stik mig en whiskey og en pistol med én kugle…. (ok, kun det første…). Men det er altså et sejt træk, dette udviklingstrin. Og det varer efter sigende ved læææænge endnu. Måske bliver man immun? Måske lærer man at håndtere det? Ved det ikke, men man bliver i hvert fald god til at skælde ud. Jeg øver mig i at sige “Jeg vil gerne have, at du gør A og B”, men efter en hel dag ender det ret tit i “Nu holder du op, ellers kommer du op på værelset”.

SUK! Jeg håber, at der kommer en helstøbt lille pige ud af det her. At der kommer en lille robust pige ud af det. For lige nu synes jeg mest af alt, at jeg skælder ud og jeg husker alt for godt, hvordan det føltes på selvværdet, da min egen mor gjorde det ved mig for mange år siden.  Også selv om hun hævder, at jeg aldrig har været i trodsalderen. Det har jeg nu nok alligevel… Jeg vil gerne sætte grænser uden at skræmme. Jeg vil gerne lade hende være selvstændig og vise hende, at det er ok at være sur indimellem. Ok at sige sin mening. Men også uden at det får begge hendes forældre til at løbe rundt i manegen til lyden af hendes piskesmæld.

Se vi forældre i dag er alt for bevidste om godt og skidt og bliver dagligt mindet om det fra medierne eller andre forældre. Og det er nok både fordelen og ulempen ved at være forælder anno 2014, hvis jeg selv skal sige det.

 

Reklamer