…er jeg måske ikke, men jeg føler mig godt nok nogle gange som sådan én af slagsen.
Når morgenen starter alt for tidligt og natten har været fyldt med afbrudt søvn og en dum babyalarm, der ikke virker, når barnet, der på grund af ovenstående ligger i min seng, gentagne gange hiver mig i håret og jeg siger nej mere og mere bestemt, for til sidst at udbryde “Av, hold dog op!!!” og barnet derefter skriger og hidser sig så højt op, at hun kaster op ud over sengen forårsaget af et hosteanfald.
Når jeg derefter brødebetynget har undskyldt over for den lille, har skiftet sengetøjet, rengjort den lille og har givet hende morgenmad, så får al mælken ud over tøjet og har et barn, der igen skriger og hidser sig helt op i det røde felt over at legetøjet er uden for rækkevidde (please, lær at komme fremad NU!), så er det igen svært at smile overbærende og for 117. gang hente det legetøj, som hidsigproppen har smidt langt væk.
Og så bliver den lille træt og jeg tilbyder hende lidt at drikke, før luren – og det går ganske fint, indtil en blanding af hidsighed og træthed hos den lille får bægeret til at flyde over i bogstaveligste forstand. Hvor det sejler med mælk ud over det hele og den lille igen skriger utrøstelig, selv om jeg holder hende ind til mig og siger shsssss og kysser hendes træthedsrøde kinder alt imens jeg prøver at bevare roen og glemme, at jeg har våde bukser og bluse. Når hun så stadig ikke kan trøstes, så får jeg igen svært ved at bevare fatmningen og fortæller hende, at hun skal sove nu og at jeg ved Gud glæder mig inderligt, til hun skal starte i institution og jeg skal tilbage på job og have lidt andet at tænke på – ja, så føler jeg mig igen som verdens mest latterlige og dårlige mor, når jeg ser hendes våde, trætte øjne, som hun ligger dér i barnevognen og overgiver sig til søvnen.
Hader mig selv for ikke bare at kunne være total overskudsmor, da jeg trasker ind i køkkenet igen. Undskylder ud i rummet til den lille, at jeg sagde, at jeg glædede mig, til hun skulle væk hjemmefra. Men sådan har jeg det altså – jeg trænger til at få udgangstilladelse fra Barselsland. Honestly!
Og nu, hvor hun efter 20 min er vågen igen, fordi naboen absolut skulle dytte utålmodigt for at få sin kone ud til bilen, og det på alle måder lyser ud af E, at hun på ingen måde har sovet nok til at kompensere for førnævnte træthed og hun nægter at overgive sig til søvnen igen. Og jeg har nusset kind, sagt shsss, rokket med vognen og nu prøver, om hun ikke godt selv kan falde i søvn igen, hvis hun nu ligger i vognen lidt længere – så kommer trangen til at flygte fra det hele igen. Den dårlige samvittighed over at have det sådan og følelsen af overhovedet ikke at du’ til det her mor-halløj.
Jeg er nok ikke verdens dårligste mor, selv om jeg meget ofte føler mig som så. Men jeg ejer bare ikke for fem flade ører overskud mere. Jeg trænger til nye perspektiver, jeg trænger til søvn og kaffe og at være mere Mette end mor for en stund. Det her Barselsland har jeg været nok i nu – jeg vil ud i det virkelige liv igen.
Jeg er måske ikke verdens dårligste mor, men jeg tvivler ofte på mig selv og føler ofte, at jeg begår flere fejl, end genistreger. At jeg ikke giver min datter, hvad hun kunne få, hvis jeg havde haft overskuddet til det. At jeg bare slet ikke dur til det her – at hun endda måske kunne være bedre tjent med en anden mor. At jeg er bange for, at når jeg så bliver irriteret, at jeg så gør tingene værre – at jeg skubber hende fra mig, når jeg inderst inde ville ønske, at hun ville række armene ud efter mig og smile varmt til mig.
Jeg glæder mig til at være, hvad min veninde en gang sagde til mig: En hel god mor halvdelen af dagen, i stedet for en halvt god mor hele dagen. At kunne hente min datter og glæde mig inderligt til at komme hjem og være sammen med hende efter en dag på jobbet – kysse hende og mærke, at jeg har savnet hendes selskab. Og jeg håber virkelig, at hun vil synes, at hun får verdens bedste mor ud af det!
Tags:Barsel - glæder sig til at komme på job igen, Barselsorlov, Job og barsel, Manglende moderfølelse, Moderfølelse, Mor, Mor på barsel, Når barsel ikke er hvad man forventer, Om at glæde sig til at komme på job igen, Om at savne sit job, Svært at være mor, Træt mor
Åh søde du – du er IKKE en dårlig mor, men du er brugt op !! Mine hår på armene rejste sig, da jeg læste dette indlæg, for hvor kan jeg følge dig i alt du skriver !!! Når jeg kigger tilbage på det sidste års tid, tror jeg der har været flere tårer, end smil, mere afmagt end overskud, blevet råbt mere end sunget osv osv. Det har været SÅ meget mere anerledes end jeg forestillede mig. Jeg elsker Karla mere end noget andet, -ingen tvivl om det-, men jeg har ønsket hende lagt væk mere end én gang og har sagt højt at jeg hellere ville ha’ haft en hund…(hvortil min kæreste sagde “jamen de skal jo luftes og sår’n…) Sidder i skrivende stund selv i stuen – hun er startet i dp igår…..-DET ER SÅ DEJLIGT !! Og jeg mærkede den der blussende fornemmelse af ren kærlighed, da jeg hentede hende i går – åh hvor var det dejligt !! Håber ikke det blev alt for rodet…
Kæmpe knus til dig !!!
Verdens dårligste mor bekymrer sig ikke om hvorvidt hun slår til… Vi er jo kun mennesker og har bestemt både fejl og mangler (og behov for søvn…) men i de lyse barselsøjeblikke minder jeg mig selv om alle de gode egenskaber jeg også besidder – som min søn får glæde af både nu og resten af mit liv… Jeg regner bestemt med at få mange flere chancer for at på påvirke, spolere og hjælpe ham – udover barselsland
Hæng i lidt endnu – du ER en rigtig go mor for lille E!!!!
Tak for jeres kommentarer, piger. De er tiltrængte! Dog er det på en dag som i dag stadig svært at finde de lyse stunder, efter 2. gang opkast som følge af arrigskab, et barn, der insisterer på at slå ud efter mig konstant (måske en leg????), og et barn, som bliver hysterisk, hvis mormennesket har den frækhed at bede prinsesserumpen ligge 2 minutter for sig selv, så moren kan træde af på naturens vegne eller pakke frokosten væk.
Suk – one of those days. Forhåbentlig kan jeg smile af det, når jeg igen sidder bag skrivebordet – hvem ved? Måske endda savne det???
Bliver så ulykkelig på dine vegne, når jeg læser dette blogindlæg – især fordi du giver dig selv så lidt credit. Du gør et mega flot stykke arbejde og du er den bedste mor, lille E kan få. Der er mange, som ville knække halsen på det, som I har været igennem – og vis mig den kvinde, som ikke ville få grå hår før tid af sådan et forløb.
Derfor er det så godt med dit nye blogindlæg, hvor du også fremhæver alle de gode ting ved din tulle – for gode ting er der masser af. Du har også en kærlig mand til at hjælpe – du sidder ikke som alenemor eller som nogen af de tomhjernede gæs fra De unge mødre.
Jeg kan kun sige: Godt kæmpet!
Glæder mig til næste gang, vi ses
P.S jeg håber kravlestrømperne bliver en succes
Kh Nina
Hej søde Nina.
Tak for kommentaren og de søde ord. Det har været så svært – et forløb, jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne forestille mig. Men ja, der er også lyspunkter i mørket – og de er SKØNNE!
Vi ses snart!
…og tak for tippet med strømperne. Skal nok give feedback. Har de virket for din nevø?
Jeg må bare lige tilslutte mig de ovenstående kommentarer, der bekræftiger dig i at du absolut ikke er verdens dårligste mor. jeg er jo igennem meget af det samme som du beskriver i din blog (som jeg desværre først læser nu, 6 mdr efter bettemandens fødsel) og har også været super ulykkelig over at tænke, at min basse kunne have haft det bedre med en anden mor. Det er jo løgn, men nogle gange svært at forstå, når man står midt i vreden. Selv når vi føler os utilstrækkelige, fordi vi ikke kan afværge det seneste hysterianfald, er vi der jo for dem, og det i mine øjne er det vigtigste. Jeg tror ikke, at det er så vigtigt OM man afholder anfaldende fra at opstå/udvikle, men langt mere at man viser bebsen at man trods alt alligevel er der for dem og prøver alt hvad man kan at hjælpe.. Så ved de, at der ER nogen der gerne vil hjælpe dem. OG alene det at du bekymrer dig og tager affære som du gør, bevidner at du helt sikkert er den bedste mor lille E kunne ønske sig.
Tak for de søde ord. Jeg ved godt, at der ikke er tale om omsorgssvigt og det, der ligner – men jeg føler bare alt for ofte, at jeg ikke kan leve op til hele dette ansvar, der er i mine hænder nu og at når jeg ser mig omkring, så ser jeg en masse mødre, der “bare kan det der morhalløj”. Men igen, så ser man nok ikke hele sandheden, når man ser på overfladen…