I dag var Lille E og jeg til afskedsreception for en kollega, der holder op efter 42 års tro tjeneste på arbejdspladsen. 42 år!!! Jo, den er god nok!
Tænk sig lige, at have arbejdet det samme sted i 42 år? Hun har børn, der er 40 år – og hendes børn har børn – og da hun startede på arbejdspladsen, havde hun selv småbørn. Èn af dem endda på samme alder, som Lille E er nu!
Er jeg ansat dér i 42 år? I doubt it! Vores generation hænger ligesom bare ikke ved så længe. Vi er vokset op med et hav af valgmuligheder og mængden er ikke blevet mindre – og loyalitetsfølelsen og tilhørsforholdet er bare ikke det samme. Vi er ikke så autoritetstro og tager nok flere chancer i arbejdslivet – og livet generelt!
Men 42 år samme sted er godt nok også noget af en præstation! 42 år, hvor hun har arbejdet sammen med alle ansatte – og hvor hele set-uppet for min arbejdsplads eksistensgrundlag er ændret markant. 42 år, hvor fyringer har hængt i luften, men hun har formået at skabe og holde fast i sit job og er flyttet med, når det har været nødvendigt. Det er jo et helt ægteskab med arbejdspladsen.
Selv om vi ikke er så vedholdende og selv om vi unge tager chancer, kan man ikke undgå at tage lidt ved lære af denne vedholdenhed. Tage det lidt ind og indarbejde det i vores egen karrierevej, også selv om den ikke byder på 42 år samme sted.
Hvis pensionsalderen hæves til 70 år, kan jeg praktisk talt nå at gøre hende kunsten efter. Men naaaah, dertil er jeg nok en kende for flygtig, en kende for søgende efter nye udfordringer. En kende for ung. Og det er nu nok ikke så skidt endda!
Tags:Arbejdsliv, Om at gå på pension, Ung vs. gammel, Unge vs. ældre
Hørt og sagt