Noget at snakke om

Tøsedrengene sang engang: “Så gik der tid med det, Vi fik noget at bruge tiden til”. Siden Lille Es spiseproblemer startede, har vi ikke haft meget andet end det at snakke om, min mand og jeg.

Igår sagde han: “Ja, de eneste højintellektuelle samtaler vi har efterhånden, handler om, hvordan vi kan bedre hendes spisning eller er spekulationer om, hvor hun ikke vil spise”.

Først blev jeg faktisk en smule fornærmet. Nok går jeg hjemme, men jeg er da ikke blevet dum af det??? Men jeg forstod også godt, hvad han mente. Hendes spiseproblemer fylder SÅ meget i vores hverdag og vores hjerner og tager så meget af vores overskud, at vi faktisk ikke tænker og snakker om andet. Det er forfærdeligt at sige, men det er sandt!

Det er helt horribelt, så langt det er kommet ud. Vi har henvendt os til egen læge, som sendte os til Børnemodtagelsen på OUH. Men her er vi nu to gange blevet sendt hjem med ordene: Hun ser jo fin ud. Fortsæt I bare, som I gør.

Jamen, det er jo helt skævt. Vi kæmper med hende om minimale mængder mad og vi græder eller skændes hver dag. Fortsæt I bare, som I gør… Hvor er vi så henne???

Men nej, vi snakker faktisk ikke om andet. Hendes næste måltid fylder, allerede når det nærværende måltid er slut. Vil hun mon spise der? Græder hun hysterisk før maden? Får hun væske nok? Får hun næring nok?

Og hvis ikke hun vil tage maden: Hvorfor vil hun ikke? Hvad gør jeg forkert? Er jeg selv skyld i dette? (hvilket sygehuset har indikeret, at jeg er, selv om jeg arbejder med alt, hvad de siger og selv om jeg er den eneste, der får bare lidt mad i hende!).

Min mand har bedt mig arbejde med at tænke på små succeser – og der vil jeg virkelig også gerne. Jeg prøver at se hendes glade ansigt for mig (altså smil, når maden ikke er involveret), før hun skal spise og jeg taler i positive vendinger til hende, for at berolige hende og jeg, når det hele kører op i en spids. (…og det er langt sværere, end man skulle tro!)

Men det er også bare lettere sagt end gjort for ham – han er hjemme til max. 1 måltid om dagen. Han står ikke med frustrationen 6 gange om dagen. Han skal ikke konfliktløse og finde årsager og kæmpe dagen lang. Men jeg ved, at det bekymrer ham, lige så meget som det gør mig. Han er lige så ked af det!

Hvor skal man gå hen, når sygehuset ikke vil hjælpe? Hvor skal man finde hjælp, når barnet “ser fint ud” (dog undervægtig og med knækket vækstkurve), men problemerne stadig er altoverskyggende og (flere gange) dagligt tilbagevendende? Jeg ved det ikke – og jeg kan faktisk ikke tænke på meget andet. For alt jeg vil, er, at se mit barn trives. Så kommer jeg også til det!

Tags:Baby med spiseproblemer, Baby vil ikke spise, Barselsland, Frustration når baby ikke vil spise, Frustrationer i forholdet efter baby, Frustrationer som mor, Fucking barsel, mor far børn