Forestil dig, at jeg hvisker dette indlæg til dig: Hvisker det, fordi jeg næsten ikke tør tro på det selv. Hvisker det, fordi jeg er bange for, at gå ud med en succes, som jeg frygter skal ende i fiasko, som andre mad-relaterede ting i Lille Es verden tidligere har gjort.
5 dage i træk, har min lille pige accepteret, når grødskeen kom ind i munden! Ja, hun har faktisk spist grøden. 5 IKEA-babyskefulde første dag, 20 den næste, 3/4 dl dagen efter, 1/2 dl og i dag 3/4 dl. Alt sammen fordelt på 2 måltider om dagen.
Og vi har endda været så modige at variere temaet lidt: Risgrød naturel, æble-pære-mos og broccoli-mos. Risgrød og æble-grød – granted: det er “hjemmebragt”, imens broccolimosen var hjemmelavet: dampet broccoli, olie, vand og modermælkserstatning. Yessir!
Så snart hun begynder at spise regelmæssige måltider, så skal mor-masterchef igang i køkkenet (er i hvert fald ambitionen). Og så skal der prøves mange forskellige slags grøntsager! Forhåbentlig kan forældrene også komme til at leve lidt sundere. Win-win! Jeg er i hvert fald beredt: Med grøntsagsdamper, lækre olier, stavblender, Helen Lyng Hansens bog om børn og mad og en masse håb.
Jeg håber, håber, håber, at dette er den succes, vi så desperat trænger til, når det gælder mad. Som både lillepigen, mor og far trænger inderligt til. Ja, som vennekredsen og familien trænger til, da de så gerne vil se os smile igen. Da de gerne vil se os være ude over alt med sygehus og vægtproblemer hos den lille. Den lille frygt sidder i mig – også selv om jeg prøver at fortrænge den. Frygten for at nå at blive glad og overbevist og så igen få en spand koldt vand i hovedet, når tingene vender som et lyn fra en skyfri himmel.
Mit håb er, at med fast føde og mælk som supplement, kan vi komme over på den anden side af hegnet – hvilket vi nu har ønsket brændende i 3½ måneder. Over på den side, hvor skemad er sjovt og mælken bare er mellemmåltider og en snack til natten. At vi kan komme uendelige skrigeture med inderlig gråd, der gårlige i hjertet og tårekanalerne på moren til livs, at vi kan komme frustrationerne og gråden hos mor-mennesket til livs. At nervøsiteten før hvert af den lilles måltider kan forsvinde.
Jeg tror, jeg har grædt mere de seneste 3½ måneder, end jeg har gjort i mange mange år. Jeg har været så ualmindeligt bekymret i 3½ måneder – mere, end hvad der er sundt for nogen. Ikke fordi jeg har en fødselsdepression. Men fordi tingene har været så svære og hårde og fordi vi har løbet panden imod en mur i det offentlige i forsøget på at hjælpe sit elskede barn, at man får ondt langt ind i sjælen.
Jeg håber, håber, håber, at Lille E vil blive ved med at tage fast føde til sig – frivilligt! Jeg håber, som jeg aldrig har håbet på noget før. Håber, at du vil håbe med os og krydse fingre for min lille familie!
Tags:Baby 6 måneder, Baby og fast føde, Baby spiser endelig fast føde, Baby vil ikke spise, Barselsland, Frustrationer som mor, Livet efter baby, Moderskab, Mor, Spiseproblemer hos baby, Svært at få baby til at spise grød
Vi krydser, krydser, krydser!